Der er mange temaer som blafrer rundt i mit hoved for tiden. Fælles for dem alle, er nok at de handler om fremtiden. Generelt er vi vist mange som bekymrer os for den uvisse fremtid, og fælles for os alle er, at vi ikke kender den.

Jeg starter nyt arbejde på mandag og ved ikke hvordan det vil gå, jeg vil gerne have hus og hest og den slags, og ved ikke hvornår det sker, og jeg har en kæreste som rejser meget, og skal derfor prøve at ‘forudsige’ vores planer og foreberede mig på hvornår jeg har ham hjemme. Min kvindehjerne er dårlig til at håndtere det uvisse. Jeg vil gerne planlægge alt, være forberedt og kende vejen foran mig. Men det gør jeg ofte ikke… Og der er tit ikke noget jeg kan gøre ved det.

Accepten af at der altid er uvished i livet er vigtig at tage til sig, og til mig. Personligt tror jeg desuden der er en mening med alting, og det giver jo grund til at stole på processen og have tillid, når livet virker uvist. For vi kan planlægge os ud af meget, men det er immervæk ikke det hele vi har kontrol over.

Jeg havde heller ikke planlagt at det skulle sne…

Hvis bare vi er forelskede, hvis bare vi elsker hinanden, så kan vi klare alt. Kærlighed er alt vi behøver. Hvis forholdet ikke fungerer, er det kærligheden som mangler… Eller er det?

“Gnisten er væk”, “Jeg føler mig ikke elsket”, “Bare det kunne være som det var i starten”. Problemerne har mange navne, og ofte er det kærligheden som får skylden. Dette er efter min mening problematisk. Kærlighed fungerer ikke bare som limen der holder os sammen, eller som den evige drivkraft i forholdet. Kærligheden er også sårbar og skal passes og plejes. For at passe og pleje kærligheden, skal man have de rigtige redskaber.

God kommunikation er et af de vigtigste redskaber. Mange af os går og tror at vi er emminente til at kommunikere, men spørger man vores partner, er det ikke sikkert at det er hans/hendes oplevelse. Det er rigtig svært at lytte uden at dømme, at tale uden at dømme og at rumme hvad vi hører uden bebrejdelse. Og dette betyder ikke at vi ikke må have følelsesmæssige reaktioner på det vores partner siger, det må vi gerne, vi skal bare tage udgangspunkt i vores egne følelser når vi fortæller om det, og ikke skælde ud og kaste med mudder. Og så skal vi give samtalen, og begge parter i den, tid til at udfolde alle aspekter af problematikken, inden vi ‘tror vi ved’ hvad den anden mener.

Udover kærlighed og kommunikation, er det afgørende at droppe de dommedagsagtige tanker, som får os til at overveje vores partners rigtighed, hver gang forholdet føles svært. En gang for alle må vi beslutte os for at engagere os i parforholdet, og ikke hele tiden overveje de andre muligheder. Hver gang vi overvejer at gå vores vej, sender vi lidt energi og engagement ud af vinduet, og gør det sværere for os selv at blive lykkelig. Selv i de rigtig svære stunder, hjælper det at tænke på vores partner som en partner for livet, da det vil hjælpe vores fokus til at være løsningsorienteret, i stedet for dommedagsagtigt.

Kærlighed er en god start, tilgivelse, taknemmelighed og rummelighed hjælper os godt på vej, men uden stærke kommunikationsfærdigheder og en aktiv beslutning om at blive på skibet så længe som muligt, får kærligheden det rigtig svært.

Kærligheden blomstrer ekstra meget, når vi har kæmpet os igennem noget sammen og fået et godt resultat. Kærligheden jubler nede i maven når vi har haft følelsen af at være et team “os to mod de andre, så kan de bare komme an!”

Kærlighed i sig selv er ofte ikke nok. Jeg tror ikke helt på “Hvis kærligheden ikke kunne redde os, skulle det bare ikke være” vi bliver nødt til at lægge kræfter, vilje og visdom i vores forhold, ligesom vi gør på eksempelvis vores arbejdsplads. For ALLE parforhold rummer problemer.

Det var lige en lang smøre om emnet fra en sengeliggende filosof:o)

Min hjerne protesterer ofte mod disse krav, og mine tanker kredser i ring, og fortæller mig at jeg ikke gider, at det er hårdt og synd for mig. Nogen gange er det også synd for mig, men rigtig mange gange hvis jeg mærker ordentligt efter, er det bare sløve vanetanker – rester fra en doven sommer.  Og her kommer pointen… Rigtig mange af vores tanker er vanetanker. Lige nu sidder jeg og tænker at jeg ikke gider undervise i yoga i eftermiddag, men hvis jeg mærker ordentlig efter, forestiller mig yogascenariet og hvordan jeg vil have det bagefter, så gider jeg jo godt. Men der er opstået en lille mekanisme inde i mit hoved, som ikke gider særlig meget, og hurtigt føler sig presset. Jeg tror det er en rest, en rest jeg ikke har fået ryddet ud. Støv fra en forgangen tid, hvor det var det rigtige for mig ikke at lave så meget.

Jeg opfordrer jer alle til at støve tankerne af. Når du mærker modstand på tankeform, så kig grundigt på den, og se om den holder stik. Måske gider du virkelig ikke, og det er fint, og måske gider du godt og har bare mødt en gammel tankeven, som du ikke behøver være venner med mere.

Har du lavet efterårsrengøring i hovedet?

Det handler om rigtig mange ting, for det første tror jeg det handler om at der er enormt mange kloge tankelæsende kvinder (og mænd i verden). Eller er der? Når vores partner af den ene eller den anden årsag udsætter os for en sårende handling, stor eller lille, er vi ofte hurtige til at drage vores egne konklusioner: “Han/hun gjorde det med vilje/ for at såre mig/ fordi hun er ligeglad med mig/ fordi han ikke elsker mig”. Disse konklusioner fører hurtigt til et oprørt og såret indre, hos både mænd og kvinder. Og når vi taler til vores partner, med en mavefornemmelse som allerede er oprørt og såret, er det der kommer ud af munden ofte ikke særlig pænt “Du er hensynsløs og grov når du ikke holder hvad du lover! Jeg er rasende på dig!” Vi bevarer ikke ret meget nysgerrighed i forhold til hvad vores partners forklaring kunne være. Når vi møder vores partner på denne voldsomme følsomme måde, skal han/hun være rigtig dygtig og indsigtsfuld for at bevare roen og spørge ind til det virkelige problem. Højst sandsynligt går vores partner i forsvar over vores angreb og så optrappes konflikten hurtigt.

Det er især kvinder, men ikke kun kvinder, som på denne måde har ry for at starte konflikter. Og jeg kan godt forstå det, og kender det fra mig selv. Den indre tankelæser og analytiker, kan hurtigt på egen hånd komme frem til hvordan det i virkeligheden forholder sig. Ofte tager vi fejl. Det der går galt, er at vi ikke forholder os åbne og nysgerrige for vores partners forklaring. Ægte tillid ville jo være at tænke: “Der må være en god forklaring, ellers ville han ikke gøre det.” Og hvis vi først er oprørte, er det vigtigt ikke bare at give udtryk for vores vrede, selvom vi virkelig er vrede! Vi skylder vores partner at forklare den tankerække som førte til vores indre tilstand: “Da du ikke holdt hvad du lovede om at ringe her til eftermiddag, tænkte jeg at du nok ikke havde hørt efter hvad jeg sagde, og at du var ligeglad med mig derhjemme, og så blev jeg bare rigtig ked af det og gal, fordi jeg synes jeg knokler som en gal herhjemme, og så kan du ikke engang holde et lillebitte løfte. Og nu er jeg lige ved at græde…” I denne tankerække kan manden (eller kvinden) lige pludselig se hvor vreden og såretheden kommer fra, og det er meget nemmere at åbne sit hjerte og føle omsorg, for sin sårede partner, give dem et kram og fortælle dem at det faktisk var fordi der var hastemøde på jobbet, at du ikke fik ringet, og at du sad og tænkte på det hele dagen.

Pigebesværlig findes kun, når vores følelse og partnerens handling ikke umiddelbart kan knyttes sammen. Pigebesværlig og tøset handler om tankelæsning, og uklar kommunikation tåget af oprørte følelser. Alle vores pigede følelser har ret til at være der, men vi har pligt til at forklare dem. Ligesom manden bør føle en vis pligt til at spørge ind til tankerækken der kan forklare den oprørte kæreste (hvis ikke han bliver ædt levende først;o))

Så bevar nysgerrigheden, forklar dit rodede indre og hold hjertet åbent.

Der var engang hvor jeg tænkte: “Jeg forandrer mig ikke for nogen, fandme nej, hvis ikke vedkommende vil være med på vognen, må han hoppe af”. Puha det føles som meget længe siden… Heldigvis har vi lov til at ændre mening og forandre os, og forhåbentlig gør vi det lidt hele tiden.

Idag vil jeg gerne forandre mig for min kæreste, ikke forstået på den måde at jeg opgiver mine store drømme og opfører mig falsk for at tilfredsstille ham, næ nej, forandringen er mindre og smukkere. Idag er jeg villig til at lytte til hans behov og ønsker, og mærke efter inde i mig selv om jeg på nogen måde kan imødekomme dem. Jeg har interesse i at han er glad, ligesom han har interesse i at jeg er glad. Så på sin vis er det egoistisk af mig at forsøge at få forholdet til at blomstre, da det bidrager med glæde og tilfredshed til mig selv. Så når jeg den dag idag indgår kompromiser for vores skyld, eller gør noget jeg ellers ikke ville gøre, er det faktisk til mit eget bedste.

Denne indsigt er ikke kommet let, og nogen gange svipser den også, og jeg bliver trodsig og: “du skal ikke bestemme over mig” agtig… Men jeg forsøger at finde den gyldne middelvej, og huske at en glad kæreste gør mig glad.

Samtidig er det selvfølgelig yderst vigtigt også at sige hvad vi selv ønsker os, så tilfredsstillelsen ikke bliver envejs.

Har du tænkt over dine parforholdsprincipper? Er du et stædigt æsel eller et åbent hjerte? Jeg opfordrer stærkt til det sidste – det smitter nemlig:o)

Det kan da være p…. svært at finde ud af om jeg har lyst til biograf- eller blive hjemmeaften, om jeg vil have frikadeller eller pizza eller om jeg vil have almindelig hverdagssex eller har brug for den helt store luksustur. Så ja ja, fortæl mig bare at jeg skal sige hvad jeg har lyst til, selv hvis jeg altid turde sige det (hvilket også er urealistisk), havde jeg nok ikke altid et svar… Og hvorfor har jeg så ikke det?

Efter at have tænkt over det, er jeg nået frem til at der eksisterer flere dagsordener inde i mig, som kæmper om at få førertrøjen. Der er en dagsorden der kæmper for mine behov og lyster, der er en der kæmper for sådan som jeg tror jeg bør være, og så er der den der prøver at regne ud hvad min kæreste/veninde/familie gerne vil have. Med tre forskellige ‘stemmer’ råbende i munden på hinanden, kan det altså være svært at finde ud af hvad jeg gerne vil. Og jeg tror ikke jeg er den eneste. Mange af os er viklet ind antagelser om hvad vi ønsker af os selv, hvad andre ønsker af os – og forvist til et mørkt hjørne står står vores indre spæde stemme tilbage og hvisker stille hvad vi i virkeligheden selv har lyst til.

Derfor kan jeg ikke svare øjeblikkeligt på hvad jeg gerne vil, for aller først skal jeg skille stemmerne ad og vurdere situationen, mærke efter, smage på fornemmelsen og derefter kan jeg måske fortælle dig hvad jeg har lyst til.

Og når jeg ved det, skal jeg også oparbejde modet til at fortælle dig om det, og det er et projekt i sig selv..

Men hvad betyder det egentlig? Rent biologisk kan man vel ikke tale om at hjertet er henholdsvis åbent eller lukket, medmindre der er noget helt galt, og som regel bliver det jo siddende i brystet, så der er heller ikke noget at følge efter.

Alligevel er det tydeligt, at den kropslige fornemmelse ikke kan adskilles fra vores følelser. Hvis vi bliver kede af det kan det ses på vores kropsholdning, som bliver mere lukket og ludende, hvis vi er vrede får vi hjertebanken og spænder i kroppen og hvis vi er glade virker kroppen mere boblende, fyldt af energi og vores holdning er mere åben og rank.

At have et åbent hjerte, kan altså både beskrives som en mental holdning til tingene, og som en fysisk fornemmelse. Hvis vi ankommer til en forsamling i godt humør, og en af de tilstedeværende fornærmer os, eller på anden måde får sagt noget stødende, vil de fleste af os ret tydeligt kunne mærke hvordan vi lukker i, bliver kritiske og klar til at forsvare os – vores hjerte er lukket. Med et lukket hjerte er det svært at være positiv og kærlig. Med et lukket hjerte er det svært at se det gode i andre mennesker, og med et lukket hjerte kan vi heller ikke selv mærke vores positive følelser.

Det er ikke så underligt at vi lukker i, når tingene virker farlige. Det er et forsvar mod det der kan gøre ondt. Desværre spænder vi ofte ben for os selv når vi lukker af. For eksempel bliver det svært at have en konstruktiv kommunikation med kæresten, hvis vi har lukket hjertet, fordi vi ikke kan mærke at vi elsker ham/hende i kampens hede. Men måske er vi mere bange for smerten end vi behøver at være? Hvad er det værste der kan ske ved at holde hjertet åbent? Og hvad sker der når vi lukker i?

I et skænderi med kæresten kan vi risikere at blive rigtig kede af det, hvis vi holder hjertet åbent. Men på den anden side vil vi knap så tit komme op og skændes, hvis vi undlader at bliver lukkede, kolde og kritiske.

Tag en dyb indånding, mærk maven og hjertet og forhold dig åben. Se på mennesket overfor og lyt til hvad vedkommende siger, uden frygt for hvad det kan gøre ved dig. Som jeg ser det, har vi mere at tabe ved at lukke i, end ved at tage imod de knubs vi risikerer at få, når vi åbner hjertet. Desuden får vi slet ikke så mange knubs som vi tror, da vores forståelse og medfølelse for andre mennesker bliver større med et åbent hjerte, og det bliver mere tydeligt at deres adfærd og tanker er resultatet af deres egne problemer.

Hvis vi oven i købet tør fortælle andre mennesker når de har trådt på vores hjerte, uden at lukke det i, er vi ret godt kørende.

Men at gøre det hver gang, er vist også utopi…

Næste gang en kollega, partner, ven eller en anden hidser sig op og bliver vred og argumenterne flyver om ørerne på dig, så prøv for et øjeblik at se vedkommende som et barn. Forestil dig en lille trold på 7år som står og føler sig uretfærdigt behandlet, såret eller bange – bange for at miste omsorg, tryghed, anerkendelse og kærlighed. Og se om ikke det ændrer din måde at møde vedkommende på?

For mit vedkommende, vækker det min dybe medfølelse og forståelse. Og det minimerer behovet for at forsvare mig med velformulerede rammende argumenter. Når vi skændes med hovedet, især med den vi elsker, blokerer det for hjertet og kærligheden, og er det ikke kærligheden det burde handle om? Hvis vi derimod kigger dem i øjnene, tager deres hænder og anerkender deres frustration med et åbent hjerte, er der åbnet for en helt anden form for kommunikation, som tager udgangspunkt i ønsket om at mødes på fælles grund.

Vi bærer alle på følelsesmæssige sår og mønstre fra barndommen, som især i et parforhold kan blusse op og virke voldsommere end de behøver. Men hvis vi kan se dem som det de er, et lille barns frygt for at blive forladt/svigtet/ignoreret/trådt på, tror jeg der bliver større rum for forståelse og medfølelse og dermed en kærlig kommunikation i stedet for et stålsat forsvar.

Jeg har fået det på hjernen, og jeg tror ikke det går over…

På samme måde planlægger mange et pænt kladdehæfte for år 2010. Det er året hvor jeg endelig bliver sund og slank, hvor jeg får styr på min økonomi, hvor jeg ser min familie mere, hvor jeg bliver en bedre kæreste og hvor jeg bliver en af de der veninder som skriver små velformulerede kort til værtindegaven som udgøres af en hjemmelavet buket, dekoration eller kage.

Jeg håber personligt at jeg har opgivet det perfekte kladdehæfte. For jeg kender mig selv godt nok til at vide at jeg altid kommer til at klatte lidt hist og her, skrive uden for linjerne, og bruge en kuglepen…

Jeg tror det er vigtigt for vores forhold til os selv, at sætte nogle mål vi rent faktisk kan nå, og kun love os selv ting, vi kan holde. For at være vores egen bedste ven, og kunne stå inde for os selv, må vi overholde vores egne aftaler, så vi ikke gang på gang oplever nederlag. Hvis det ikke virker med nytårsfortsæt en gang om året, så lav nogen løbende, og udform en handlingsplan som rent faktisk kan overholdes.

Hvis det du plejer at gøre ikke virker, så gør noget andet! Eller med andre ord: Hvis din hest er død, så stå af! Og drop den dårlige samvittighed…

Det er lang tid siden jeg har delt mine tanker herinde, og det skyldes en lang periode med lavvande i energibeholderen. Jeg har i den sidste tid gjort min uddannelse færdig, og har i løbet af det sidste år haft gang i alt for mange ting. Alt dette resulterede i en form for breakdown – som en bil der kører tør for benzin. Jeg har fået indblik i hvordan det føles at være deprimeret, og hvordan langvarig stress (kroppens overdrive) kan føre os helt derud, hvor blot tanken om at yde noget kan føre til tårer. Selv hvis ydelsen var noget som førhen bragte glæde. Jeg har været der, hvor min største frygt var om jeg nogensinde ville blive glad igen? Om jeg nogensinde ville blive den ‘gamle’ Ditte igen.

Jeg måtte tage konsekvensen af min tilstand og sige fra alle de steder jeg kunne, med angsten for hvorvidt folk mon ville forstå det? Og om de ville finde mig svag, uduelig og pivet? Men herregud, det var jo netop hvad jeg var. Og jeg mødte ingen anden fordømmelse end min egen.

Jeg er på vej, jeg kan mærke livet vibrere igen, og det føles lettere og sjovere. Min største anger er, at jeg netop skrev om dette emne i indlægget ‘sårbarhed er styrke’, og må erkende, at selvom jeg kendte vigtigheden af grænser, er det ikke altid muligt at trække dem. Vigtigheden af at trække grænser, står oftest klarest frem, når de er overtrådt, og vi mærker smerten… Og engang imellem må vi igennem ting vi ikke kan sige fra overfor, og så tror jeg det er vigtigt at tillade os selv at give slip på alt andet i den periode, og være gode ved os selv bagefter.

Jeg kan mærke at jeg allerede nu tænker at jeg skal være fuld af fart, men det skal jeg ikke, og på den måde håber jeg aldrig jeg bliver helt den gamle Ditte igen. Mit indre dilemma mellem PRÆSTATION og nydelse, vil nok altid følge mig, men jeg vil øve mig på en balancegang fuld af drivkraft og tid til at klø mig i nakken…

Nu vil jeg ud og bide livet i låret og nyde duften af forår!